Kære menighed!

Vi mennesker har det med at inddele tingene, sætte dem i system. Det er sådan vi forstår den ellers så uregerlige tilværelse. Vi laver lister, foretager vurderinger, sorterer og overvejer, hvad vi godt kunne være foruden, hvad vi godt kunne undvære, hvad der er minimum for det, der hører med, så det hele stadig giver mening.

I Grundtvigs salme »Denne er dagen, som Herren har gjort« beskriver han de store sammenhænge, det kirkelige liv, troens liv. Og her dukker der så en linje op, hvor der står: »Påske og pinse udsprang af jul« – det har jeg tit funderet over, når jeg har spurgt mig selv, hvilken af de tre store helligdage, jeg egentlig synes bedst om. 

Det hele begyndte selvfølgelig med Jesu fødsel, det ved ethvert barn, hele hans virke, intet af det var sket uden julen. Hans liv endte med døden på et kors. Men efter langfredagsmørket fulgte påskemorgen. Håbløsheden og sorgen fik en ende. Vorherre opstod fra de døde og viste os derved, at han i sandhed er Guds søn. Og ved pinsens under, da Helligånden indgød disciplene modet til at gå ud og dele alt det, de havde lært og oplevet med Vorherre, da blev budskabet spredt ud i hele verden, så vi stadig husker det i dag.

Pointen er, at her hører det hele sammen, er tæt forbundet. Vi kan ikke undvære nogen af delene, uden at alt falder fra hinanden. Gud vidste, hvad han gjorde. Det gør han altid. Og næste gang vi står i en situation, hvor vi ingen mening kan se, så må vi stole på, at Han er med os. Hans vilje ske.

Glædelig påske! God Store bededag og Kristi Himmelfart! Glædelig Pinse! Ja, glædeligt forår!

Kærlig hilsen
Hannah

.

Hannah Mogensen, sognepræst

Kære menighed!

Der er en længsel, som lever i et hvert menneskehjerte. Dybe rødder har denne længsel. Det er længslen efter tryghed, sikkerhed, kærlighed. En nemmere tid og tilværelse. Ubekymret. Det er en længsel efter enkel, simpel glæde. Og den finder måske mest tydeligt sit sted, sin opfyldelse, i julen. 

Det er nostalgiens højtid: hvor alt skal være som det plejer, hvor alt skal ske efter en helt bestemt og fastlagt rytme. Genkendelig. Sikker og tryg.

Der er en grund til, at de mest elskede julesange er dem, som vi altid har sunget. Selvom de beskriver en tid, som næsten ikke ligner vores, så bliver de sande og nye og virkelige, når vi synger dem igen. 

Der er en grund til, at alle de nye sange man prøver at skrive, ikke er dem, der bliver sunget, når der danses rundt om juletræet. 

Julen er nostalgiens højtid, traditionens højtid, hvor vi fejrer alt det, som er blevet givet os, rakt ned gennem slægterne, helt tilbage til den første jul, da lyset sejrede over mørket og Vorherre og Frelser Jesus Kristus blev født. 

Lad os fejre det sammen igen i år, helt som vi plejer. Med glæde og taknemmelighed for det som var, med fortrøstningsfuldhed og forventning for det som kommer.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår

Kærlig hilsen og Guds velsignelse
Hannah

.

Hannah Mogensen, sognepræst

Efterårsmånederne ligger foran os: september kan stadig have nogen præg af sensommer, men oktober og november byder sandsynligvis på regn, rusk og blæst og dage med tiltagende mørke.

Vores salmebog har flere salmer, der sætter efteråret sammen med de erfaringer, som vi kan gøre os i vores liv og i vores tro. En nyere efterårssalme i salmebogen er salme nr. 731: »Nu står der skum fra bølgetop«, som er skrevet af salmedigteren Lars Busk Sørensen. Her beskrives efterårsstemningen med blæst og bølger og med æblerne, der falder fra træerne i haverne. Der står i salmen:

Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.
Gud lukker årets gyldne ring,
og sindet samler sig omkring
de lyse nætters gaver

Her forbindes vores erfaring af efteråret med taknemmeligheden for alle de gaver, som Gud har givet i sommerhalvåret. Og så peger salmen på den gave fra Gud, der gælder i hver eneste årstid – og livstid: Jesus Kristus: 

Din Søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

Derfor kan vi vide, at Gud er hos os: fordi Guds Søn var her som den, der elskede så meget, at han gav sit liv for at frelse os og som besejrede døden ved sin opstandelse Påskemorgen!  

En af Ny Testamentes beretninger fortæller om to venner af Jesus, der gik fra Jerusalem i retning mod landsbyen Emmaus. De havde oplevet langt mere end et truende efterårsmørke over deres liv. Faktisk var hele deres tilværelse styrtet i grus. Men da kom Jesus til dem og fulgtes med dem. Og da de var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, hører vi, at de bad Jesus: 

»’Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.’ Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham«.

Også i dag gælder det, at Jesus Kristus lever, og at han også vil gå med os i livet. Også vi får lov at bede ham blive hos os, mens vi går videre i livet, det være sig i solskin eller blæst!

Godt og velsignet efterår!

Lars Jensen

Her i sommermånederne befinder vi os i trinitatis-tiden. Og den er grøn. Grøn som håbet, grøn som væksten, grøn som lykken. Og tiden, den fejrer livet i troen på den treenige Gud. Og selvom der ikke er nogen særlige helligdage eller festdage i den lange, grønne tid, så kan den netop derfor betragtes som en lang fest for kirkens og menneskets hverdag, levet i tro, håb og kærlighed. 

En tid, hvor vi kan trække vejret, hvor travlheden ikke er på sit højeste, hvor der jo også er sommerferie! En tid, hvor vi både kan slappe af og tanke op til næste spurt, men også tænke og reflektere over det liv, der er vores. Hvorfor træffer vi de valg, vi nu engang beslutter os for? Hvilken retning bevæger vi os hen imod, og hvad fører det mon til det hele? Vi kan have brug for at blive mindet om, hvad der giver vores liv betydning og hvor vi kan finde styrke og hjælp, når vores egne kræfter svigter. Og kirken, den er det bedste sted for os at komme. Her finder vi tryghed i de faste rammer som gudstjenesten giver os. Her synger vi salmer og mærker det underfulde mirakel, at de smukke, gamle ord bliver nye, når vi tager dem i vor egen mund. Her folder vi vore hænder og beder sammen, i længsel, i håb og i taknemmelighed. Her lytter vi til Bibelens glædelige budskab, og finder svar på mange spørgsmål, dog særligt disse to: Hvem er Gud og hvem er jeg? Her knæler vi ved Vorherres bord og finder tilgivelse og nyt mod. Her lægger vi vor tyngede samvittighed og vort formørkede sind, og går opmuntrede bort med Guds velsignelse i ryggen, styrket til livets opgaver og udfordringer. Her er vi sammen, båret af alt det, der binder os sammen: fuldkommenhedens bånd, Guds kærlighed.

Vi har brug for de livgivende gaver Han giver os. Vi har brug for at blive mindet om håbet, om væksten, om lykken. 

Kom i kirke! Kom til gudstjeneste! Kom og brug blot en lille time på det, som er større end alle vore bekymringer, lysere end mørket, stærkere end døden. Jeg glæder mig til at se jer! I ønskes alle en dejlig sommer!

Hannah Kortnum Mogensen, bistandspræst

I skrivende stund, så nærmer jeg mig atter mit ordinationsjubilæum (den 17. august 2017) – og jeg har fået for vane i denne tid at se tilbage på den tid, der er gået. Jeg ser tilbage på glæde og sorg. Alt det, et liv formes af på denne jord. Der har været det dybe, underfulde blik, blå øjne, som så direkte ind i mine, da jeg hældte de tre håndfulde vand over den lille piges hoved og sagde ordene: »jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«
Der har været min faste hånd på konfirmandens hoved, og al min ømhed og alt mit håb har været med i ordene, da jeg så ned på ham og sagde: »Gud velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!« 
Der har været min varme hånd hen over det håndslag, som brudeparret gav hinanden, da de sagde ja til hinanden, og jeg sagde ordene: »så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.«
Der har været min kolde hånd om skaftet på den lille skovl, da jeg smed jord ned i den dybe grav, ned på kistens låg, hvor mit sognebarn lå og nu venter på opstandelsens morgen, og ordene lød og med sikker røst så sagde jeg: »af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.«
Der har været søndage og helligdage, 248 prædikener for min menighed, ord for min menighed nede på kirkebænken. Der har været salmesang, lovsange for Gud, en enhed af forskellige stemmer. Sammen har vi gæstet Vorherres bord, knælet side om side under nadveren og følt Hans nærvær og de helliges samfund.
Der har været husbesøg og samtaler og en tillid, som har vægt og som løfter og bærer mit virke.

Livet som præst, livet som jeres præst, det er det liv jeg vil leve. Og hver gang jeg nærmer mig dagen, hvor det hele begyndte, fyldes jeg af en dyb og inderlig taknemmelighed. Så da Dorthe spurgte mig, om jeg ville skrive »Præstens side« til dette kirkeblad, syntes jeg, det var en helt fremragende lejlighed til at sige tak til jer i Tostrup, Roum og Hvam. Tak for jeres store venlighed, jeres åbenhed og engagement. Tak, fordi I aldrig giver mig følelsen af, at jeg kun er en gæst hos jer, trods de 20% af min stilling, der sådan helt officielt og firkantet udgør min tid sammen jer. Tak, fordi jeg må være jeres præst, ligesom I er min menighed. 

Snart kommer efteråret, »dage med rusk, dage med regn, dage med sol og farver,« – som vi sang det, dengang jeg gik til kor som skolepige – »sommertiden er omme, vintermørket vil komme, tiden går, endnu et år går vi i møde… efterår.« Tidens gang – den er sikker og vis. Og af og til kan det føles som om det alt sammen går alt for hurtigt. Men så er det vi må se tilbage og huske alle de mange øjeblikke, som Gud giver os. Og se frem med håb og fortrøstningsfuldhed, fordi også den tid, der kommer, er i Guds hånd.

I ønskes alle et dejligt efterår.

Hannah Kortnum Mogensen, bistandspræst